Push, push, push – kan vi komme videre?

Der findes årshjul med 365 mærkedage, så du altid har noget at skrive på sociale medier, og der er bureauer, der lover(!) dig, at du udkommer på din Facebook-side hver dag. Nogle gange flere gange om dagen, hvis du har rigtig meget på hjerte.

“Rigtig meget på hjerte”. Jeg håber vi er enige om, at dette altid må og skal være målt på kvalitet over kvantitet.

For nogle år siden prædikede dele af social media branchen os ørene fulde om, at du skulle udkomme ofte for at ikke at dræbe din organiske reach. Jeg forestiller mig, at det er årsagen til, at mange Facebook-sider i dag læser ovenstående guides (og følger dem), køber ind hos bureauer med 365 dages-garantier og/eller hyrer studentermedhjælpere til at lave “kreativt” indhold hver dag.

Konsekvens? Der går push i den. Push, push, push.
Som en række af flueben, der skal sættes. Jo flere, hurtigere og gerne på en række dage ad gangen desto bedre. Kunne vi ændre fokus fra at have antallet af flueben som mål, og i stedet lade KPI’erne for dit arbejde være målet?

I den proces vil det klæde udarbejdelsen af indholdsplanen at starte indefra.
Start med årshjulet. Og her tænker jeg ikke på det årstids- og kalenderdrevne årshjul, hvor Halloween, Mors Dag og Bøf & Blowjob Dag og you name it, er plottet ind. Men det årshjul, der reelt relaterer sig til og afspejler din forretning, og de historier, der skal fortælles.

Læg dertil nøgleordet “kampagne”. Skal Bøf & Blowjob Dag eller 20% “kun i dag” stå alene, fremfor eksempelvis at blive bygget op omkring og med ind i en mere inddragende kampagne om værdier, dialogskabende transparens om CSR-perspektiver, eller noget tredje?

Og glem så ikke KPI’erne. And make them smart. Du kan købe dig til et hvilket som helst resultat i annonceringsbiksen hos Facebook, hvis bare du har penge nok. For hvis skyld, glæde og gavn?

Skriv et svar