MitAarhus – at opbygge et community

I april 2014 oprettede jeg den første profil på Instagram udover min egen.
Jeg havde en plan som – indrømmet – var lidt løs og manglede finpudsning, men jeg troede på ideen om et community centreret om livet i Aarhus.


MitAarhus kort fortalt

På MitAarhus overtager en ny bruger profilen hver mandag. Opgaven for Ugens Instagrammer er i løbet af de syv dage han eller hun har profilen at tage følgerne med på sidelinjen i vedkommendes liv i byen, i form af billeder og historier fra steder, aktiviteter eller personer i byen. Hvordan dette gøres er vidt forskelligt fra bruger til bruger som overtager profilen, hvilket (heldigvis) resulterer i forskellige vinkler på byen, og nye historier uge for uge.


At starte en profil fra bunden
Hvordan kickstarter man egentlig en profil, et hashtag og dermed et community? Det gik faktisk overraskende hurtigt.

Ved at opsøge en lang række hashtages relateret til byen, samt “like” af smukke skud af byen begyndte mængden af følgere løbende at stige. Dette allerede inden den første Ugens Instagrammer havde haft sin debut.

Hvordan ordene “Mit Aarhus” fortolkes – både ved brug af #’et og som Ugens Instagrammer på profilen, har altid stået frit for og helt åbent. Dette er formentlig en af de bærende årsager til dets gennemslagskraft – udover den åbenlyse naturlige anvendelighed på alle typer af billeder som på en eller anden måde relaterer sig til byen Aarhus.


Et community opstår
For nogle er “Mit Aarhus” indbegrebet af en særlig stemning sammen med andre mennesker eller bestemte steder i byen. Dette afspejles i høj grad i den type billeder, som deles på hashtagget.

Én ting er stemningen i billederne som deles på hashtagget, en anden er det fællesskab som er opstået på profilen og dens billeder.

Alle Ugens Instagrammere opfordres til at være inddragende i deres indhold og appellere til dialog i kommentarsporet under de postede billeder. Derfor indeholder mange af opslagene på profilen en kommentartråd, hvor der udveksles erfaringer med spisesteder, kaffebarer, weekendplaner og meget mere til inspiration for de øvrige følgere.

Dette sker helt naturligt fordi der fra Ugens Instagrammer spørges direkte ind til dette. Et par måneder inde i profilens levetid opstod en ny form for fællesskab på profilen. En slags “Velkomst”- og “Tak for nu”-komité.
Enkelte brugere gør det konsekvent, og andre mere sporadisk – formentlig lige dele tilfældigt og lige dele et oprigtigt “tak for nu, og tak for dine historier i ugen”. En skøn udvikling at observere.
MitAarhus er i dag ikke kun en samling billeder på et hashtag, der i skrivende stund har knap 24.000 opslag. MitAarhus er også et fællesskab, som først og fremmest deler en stor kærlighed til byen, men derudover også en nysgerrighed efter at spotte nye, spændende steder, en hungren efter smukke skud fra byens vidunderlige natur, arkitektur og you name it. Ydermere er MitAarhus også et samlingssted for inspiration og horisontudvidelse, når der fortælles om steder vi elsker at hade, eller steder i byen vi ikke vidste fandtes eller vidste hvad de har at tilbyde. Og meget, meget mere..

Jeg elsker det community MitAarhus er blevet, og er ekstremt stolt af, hvad det har udfoldet sig til at være. Her er plads til alle som elsker Aarhus, og dem der endnu ikke gør det. Men det skal de nok komme til!

 

Jeg kan ikke tage hele æren for opbygningen af MitAarhus og det daglige praktiske arbejde omkring profilen. Bag profilen står nemlig også Bettina Arknæs, og så er der selvfølgelig alle de tusinder af brugere, som løbende anvender hashtagget, følger profilen og ikke mindst dem, som er Ugens Instagrammer en uge ad gangen på profilen.